I historietimen

Claus fra kontoret er oppe og forklare om eksamen i historie. Der kommer et generelt spørgsmål om hvordan eksamenerne bliver trukket. Ud over Claus oppe ved tavlen er der Mickael, vores historielærer som også har datalogi. 

Claus: "jo de bliver jo trukket random, det er vist noget man kan programmere computeren til, men det kan Mickael fortælle hvordan virker"

Mickael: "Ja der sidder ne lille Abe inde i computeren"

Her bryder hele klassen så sammen i fnis.

Sofie og stranden i garderoben.

Sofie er en lille, fregnet, lyshåret pige på cirka fem år. Denne lille lyshårde pige kan måske se ganske uskyldig ud, men tag ikke fejl, inde bag de blå øjne og den glade smil findes en hjerne, fyldt med fantasi og initiativ. En nysgerrig hjerne, der bliver lidt mere snørklet for hver dag der går. Hvad laver den der underlige vandhane ude i garderroben for eksempel? Den er der bare, uden nogen vask nedenunder, den sidder der i væggen cirka 30-40 centimeter over gulvet, men centimeter ved Sofie selvfølglig ikke hvad er endnu. Så uden at tænke på centimeter, eller så mange andre meter, og da slet ikke meter ud i fremtiden, får Sofie den lyse ide at man da kan tænde for den.
Sofie er ikke alene om at tænde for vandhanen, ikke fordi hun ikke selv kan dreje håndtaget. Ja faktisk kan ingen den dag i dag huske hvem der egentlig drejede på det håndtag, ej heller Sofie selv. Men drejet blev der, for i sofies lille lyse, men snirklede hovede, var der blomstret en ide. Selv syntes Sofie ideen var mægtig, og det syntes veninderne også. Hvis man nu tog bænkene, og vente dem på hovedet, ja sådan der, med benene i vejret, som fire hjørnestolper. Og der stod bænkene jo godt, og man slap for at få våde tæer. Og våde tæer, det fik man, hvis man ikke stod på bænkens underside.
Der var sikkert ikke mange børnefødder der før havde stået på undersiden af disse bænke, men nu stod der 6 af dem. De tre piger så på vandet der steg, nu var det næsten nået over dørkarmen. Mens vandet lige så stille løb ud i det næste rum legede pigerne at bænkene var både og sandstrande. De sejlede, slikkede solskin og hvad sådan nogle piger nu leger, når de skal på stranden ligesom de voksne.
Pigernes leg fortsatte til en pedagog kom ind og så hvad der foregik. Egentlig ikke fordi han hørte børn der legede i garderoben, mere fordi han undrede sig over at den store kokosmåtte der lå udenfor døren var våd. Der stoppede legen, og pedagogen var egentlig ikke synderligt begejstret. Måtten måtte tørre i flere måneder, vandet var løbet helt ned i kælderen, for trappen til kælderen var nabo til garderoben. Og sådan skete det at Sofies forældre fandt ud af hvor fantasifuld og initiativrig Sofie var, skønt de nok havde en anelse om det i forvejen.

Slut

Vand til sultne børn

Kom i tanke om en sjov lille historie fra da jeg var 4-5 år gammel..
Som sædvanlig blev jeg småsulten en halv time før spisetid. Som det gode barn jeg var skulle der selvfølgelig liiiige informeres til mor, i håb om at man kunne få en kiks eller noget i den stil.

"Mor, jeg er sulten!"

Til det svarer min mor

"Du kan få et glas vand"

Hvortil Sofie 4 år meget fornærmet og skuffet siger
"VAND til sultne børn?!"

En tankevækkende men sjov sætning. Tænk hvis vi bare kunne leve af vand.